Truth resists simplicity

… and my thoughts are stars I cannot fathom into constellations.
- J.G.

Sommer afventes længselsfuldt. En stikkende julisol synes at besidde den mirakuløse egenskab at konventionskonvertere, således ”vovet påklædning” pludseligt vinder bred (befriende!) accept.
Apropos accept, det forarger mig, hvordan kvinden bestandigt påduttes rollen som sexobjekt, men så snart hun egenhændigt udviser libido, betitles hun med obskøne nuancer af ordet luder. Sammenhæng efterlyses.
 

I refuse to be a slave to the weather

Jeg forelskede mig i hans konsekvente brug af nutids-r. Tanken om, han renskrev sine sms’er før afsending, forekom mig opildnende. Jeg forestillede mig, det indikerede en inderlig tilstedeværelse. Et fravær af ungdomsapati. Jeg forstillede mig, han derfor ville være i stand til at se det smukke i gåsehud, i åndedrættets irregularitet. I en tabt øjenvippe, der flygtigt hviler på kindens runding. Jeg forestillede mig, vi ville ligge vågne, konspiratorisk hviskende, indtil daggryets fingrer klatrede op over horisonten, og øjenlågene sneg sig i. Jeg forestillede mig, han ville bemærke mine fregners skødesløse placering og med sine læber tælle modermærkerne ned langs min krop. Jeg forestillede mig, det betød, der var oprigtighed i hans løfter. Jeg forestillede mig, det efterhånden kunne udvikles til en afart af kærlighed. Jeg forestillede mig, det indikerede et eller andet.

… jeg har ikke godt af disse late-night-ramblings.

Growing up sure looks like fading away

Der burde opfindes et officiøst ord for den særdeles specifikke stressfølelse, der akkompagneres af voksnes velmenende forespørgsler vedrørende, hvorledes man nu som venteværelses-voksen fremover vil forholde sig fornuftigt til fremtiden. JEG ER NITTEN ÅR OG HAR EN SELVKONTROL OG ET FREMSYN SVARENDE TIL EN EVNESVAG ROTTWEILER, TROR DU SELV, JEG ER I STAND TIL AT FORETAGE SÅDANNE BESLUTNINGER?

Sparkling champagne and doomed New Year’s resolutions

Nostalgi synes evindeligt at komme krybende dage som disse. I aften skal fortrydelse og smålig harme dog heldigvis nedkæmpes i glimrende selskab (alkohol og Astrid), hvilket man nødvendigvis må se frem til.
Det er dog svært ikke straks at tænke tilbage på det forgangne år, sammenligne, lede efter resultater. Umiddelbart er jeg ikke undergået jordrystende forandringer, forbedringer, men alligevel forestiller jeg mig, at jeg er blevet mere mig i år – på godt og ondt, vel at mærke.
Hermed ytres et diffust nytårsforsæt, der forhåbningsfuldt dikterer, at jeg i det nye år vedblivende vil forsøge at nærme mig mit autentiske jeg, og – vigtigere – at jeg stik imod sædvane ikke vil sukke længselsfuldt efter det jeg, der efterlades.

Om end ikke andet: et ønske om et godt nytår og et lavmælt hvisket ’tak’.

   




(the notorious poop-face)

Sweet-toothed

Solen, hvorom alting snurrer, synes stadig større.
 

Buoyancy

Facebook-stalking, menneskeaversion og kage... således kan min sommerferie beskrives. Jeg begynder dog at ane en svag opdrift. Den forvrængede refleksion af solen, der sejler indifferent over vandet som olie, synes forstørret. Snart reanimeres mine lunger, idet jeg - atter? - gisper efter luft.

 

At long last

Endeligt er skoleårets sidste prøve aflagt. Jeg kan nu med ret nyde solen, der i dag synes at være i ligeså opstemt humør som jeg. Tanken om oceanerne af fritid, der nu ligger spredt ud foran mig, forekommer mig så rart betryggende.